jan202115

Shamoun Imran mistede sin mor, og hans far knokler på murstensfabrikken. Han bor hos sin farfar, hvor maden knap. – Vi laver mad, når vi har noget, fortæller Shamoun.

Men skolemaden på Rasta Foundations skole redder dagen. For her serveres skolemad i frokostpausen. Skolen er åbnet efter at have været lukket i et halvt år.

Og det glæder Shamoun Imran, der går i 2. klasse. Her fortæller han sin historie:

– Jeg går i 2. klasse på Rasta Foundation’s skole. Jeg har ingen søskende og bor hos min farfar. For en tid siden fik min mor tuberkulose. Hun blev meget syg og døde for tre måneder siden. Det var et kæmpe chok.

– Nu har jeg ingen til at forsørge mig, og jeg føler mig alene. Jeg græder, når jeg tænker på min mor, og jeg har mistet lysten til alt. Jeg kan ikke længere mærke nogen glæde.

– Min far har arbejdet på murstensfabrikken, men han har haft problemer med lungerne og er på hospitalet. Jeg er bekymret for ham og beder til Gud om, at han må blive rask.

– Min farfar og jeg bor alene, og vi har ingen til at forsørge os. Vi laver mad sammen, når vi har noget; nogle gange spørger vi naboerne, om de kan give os lidt mad.

– Jeg takker Gud for skolen, hvor jeg får skolemad og en uddannelse, der vil give mig en bedre fremtid.