I det nordlige Pakistan lever murstensarbejdere i dyb elendighed. Arbejdet på fabrikkerne er ikke kun tungt og sundhedsfarligt. Det er også så dårligt betalt, at arbejderne tvinges til at tage lån fra fabriksejerne for at holde sig oven vande. Lånene går videre i arv fra forældre til børn, der således sidder fast i et gældsslaveri.

Mange af murstensarbejdernes børn går ikke i skole, eftersom familierne ikke har råd til skoleuniformer og lærebøger. Børnene er også nødvendige som arbejdskraft på fabrikkerne.

Children’s Missions samarbejdspartner Rasta Foundation hjælper murstensarbejderne ved at tilbyde gratis skolegang til deres børn, men også med nødhjælp i form af fødevarepakker til udsatte familier. Children’s Mission har også indsamlet penge til en skolegård med legeplads, da børnene sjældent har haft mulighed for at lege.