Nov 2013 14

Sårbehandlingen fortsætter – men hvad med traumerne?

IMG_4240-2Margret Müller fra Children’s Missions samarbejdspartner fortæller om tredjedagen i den tyfonhærgede storby Tacloban. Lægerne kan lindre sår og skrammer – men hvordan kommer befolkningen over deres psykiske traumer?

– Det er morgen på 3. dagen, pludselig høres en masse trafik støj. Folk er begyndt at tømme tankstationen. Alle stiller sig pænt i kø og venter på at fylde deres dunke. Gaderne er fulde.

Sådan begynder Margret Müller sin øjenvidneberetning fra storbyen Tacloban i Filippinerne, hvor tyfonen Hayan har trukket sit altødelæggende spor. Müller er med i lægeteamet fra Children’s Missions samarbejdspartner Humedica.

– Utrolig mange er på vej til lufthavnen. ”Vil væk herfra!” Man frygter, hvad der kan komme.
Kort tid senere har hæren igen taget kontrollen med tankstationen. Kun en rastløs stemning er tilbage, skriver hun i sin rapport fra dag 3. i den håbløse by.
– Vi har opstillet vores klinik i nærheden af hvor vi bor for at mindske sikkerhedsrisikoen, fortsætter hun. –

Hurtigt spredes nyheden om, at lægerne er i området. Igen ser vi, hvor godt folk kommunikerer med hinanden og formidler nyheden.

Klinikken er i dag opstillet på et roligt sted, ja næsten som en oase, fotæller Margret Müller.

– Vi har fået mulighed for at udføre vores arbejde i en næsten intakt forhave og her give patienterne et pusterum. Igen er vi hovedsageligt beskæftiget med sårbehandling. Selv små sår kan være ekstremt farlige for mennesker. Mange har ingen sko, men løber barfodet eller i klip-klapper gennem brakvand og bunker af murbrokker. Vores mål er at rense især de inficerede sår, og udføre nogle mindre operationer, samt give antibiotika, så man kan overleve farlige infektioner.

Hun skriver om de mange dilemmaer, de kommer ud for som lægeteam:

– I dag så vi folk få vand og ris, men mangel på mad og vand er stadig betydelig. Hvad er vigtigst?  Sikkerhed?  Spise?  Drikke?  Hygiejne?  Hvor skal man begynde?

Dagens indtryk, de mange mennesker, lugten, billederne, bearbejder lægerne ved at tale med hinanden.

– Appetitten har vi næsten mistet. Det at vi kan drikke og spise i løbet af dagen, når vores patienter ingenting har. Hvordan sover de nu? På den kolde våde jord?  Børnene som søger efter deres forældre – hvor sover de? Hvad spiser de? Hvordan kan de udholde at være i solen hele vejen til lufthavnen uden vand? Hvor lang tid skal du vente i den tilsyneladende endeløse række af mennesker? Hvordan mennesker altid formår at bære rent tøj? Hvordan de kan udholde at leve i lugten af forfald?

Og ikke mindst:

– Hvordan behandler de deres traumer fra de frygtelige timer under og efter stormen, da flodbølger raserede alt, kampen for at overleve og synet af dem du har mistet? Hvordan vil landet komme på fode igen?

Samtidig er Margret Müller dybt taknemmelig for hver ekstra smil teamet kan give, hvert øjeblik hvor ofrene får lov at dele deres erfaringer, give udtryk for deres sorg. Hun er taknemmelig for enhver hjælp, ethvert håb, hver eneste lindring og forhåbentlig den helbredende hjælp de kan give disse mennesker.

– Vi takker for pengegaver som vi har fået – men intet vil være rigtigt forandret i morgen. Derfor beder vi om din hjælp – uden den – intet hjælpearbejde. Støt befolkningen i Filippinerne, vær med til at give en god pengegave, opfordrer Margret Müller.

Del med dine venner: