nov201314

IMG_4239Hele byer er blæst og skyllet væk af tyfonen, der ramte Filippinerne den 8. november. I et samarbejde med International Aid Services og FrikirkeNet opfordrer Children’s Mission nu alle til at støtte indsamlingen til katastrofehjælp.

Filippinerne blev den 8. november ramt af den værste katastrofe i mange år. Tyfonen Haiyan ramte landet med over 300 kilometer i timen og efterlod hele byer jævnet med jorden.

Children’s Mission i Danmark har i årtier deltaget i humanitært arbejde i Filippinerne, og er som en af de første NGO’er klar med et katastrofeberedskab til et af de hårdest ramte områder.

Sammen med den tyske organisation Humedica, har Children’s Missions med sine søsterorganisationer i blandt andet Sverige og på Filippinerne sendt et lægehold ind i byen Tacloban.

– Der er tale om en storby med over 200.000 indbyggere, hvor det meste er jævnet med jorden. Via vores gode kontakter i området lykkedes det lægeholdet at blive fløjet ind i byen med militærhelikopter og ankom som en af de første NGO’er, fortæller Arne Panduro, der er leder af Children’s Mission i Danmark.

Han har selv besøgt Tacloban som leder af organisationens filippinske afdeling. Her opførte man for år tilbage 200 huse til hjemløse familier. Huse, der i 2003 blev overdraget til de lokale myndigheder.

Lige nu handler det dog om helt basal katastrofehjælp:

– Teamet er lige landet og prøver at få et overblik og gør, hvad de kan for at hjælpe. I første omgang handler det om at hjælpe med medicin og vand. Så må man se, hvordan det udvikler sig over de næste dage.

IAS har et indsamlings-setup, der hurtigt kan sættes i værk. Og Childrens Missions daglige leder glæder sig over, at flere danskere nu får lejlighed til at hjælpe.

– Det betyder kolossalt meget. Behovene er så store, så man kan ikke nå et mætningspunkt, hvad angår penge. Katastrofen har et uhyggeligt omfang, så det betyder meget, at danskerne bliver involveret i det her. Vi vil glæde os over, hvad vi kan udføre. For selv om vi ved, vi ikke kan redde byen, så kan vi gøre en forskel for en række mennesker, siger Arne Panduro.

I FrikirkeNets 100 medlemskirker vil indsamlingen foregå den 17. og 24. november, mens der løbende kan indbetales til indsamlingen med kreditkort her på hjemmesiden.