maj202410

12-årige Monisankar fra Bangladesh går i skole med støtte fra Children’s Mission. Her lærer han grundfag og får hjælp til lektierne. Han lærer også vigtige hygiejnevaner.

Monisankar Das er en tolvårig dreng, der går på Children’s Missions lektiehjælpsskole Machhiara Tutorial School i Bangladesh. Monisankar kommer fra en kristen familie. Kun 0,3 procent af befolkningen i Bangladesh er kristne, og det kristne mindretal har det ofte meget svært.

Monisankar bor sammen med sin mor, far og to søskende i det sydvestlige Bangladesh, et område, der ofte er ramt af cykloner og oversvømmelser. Moren er husmor, mens faren er daglejer og familiens eneforsørger. Men indkomsten er meget uregelmæssig. I regntiden er det svært at finde arbejde nok, og så får han heller ikke løn.

I landdistrikterne i Bangladesh er der mange børn, der ikke går i skole. Men læreren på Machhiara Tutorial School overbeviste Monisankars forældre om, at deres søn havde brug for at komme i skole og uddanne sig. På skolen får Monisankar undervisning i grundfag og hjælp til lektierne. Han opnår også sociale færdigheder og lærer vigtige hygiejnevaner.

Monisankar går i fjerde klasse. Han drømmer om at blive lærer, men kan også li at passe familiens ged. I skolens frikvarterer elsker han at spille fodbold med sine venner. Han deltager også i søndagsskole og gudstjenester.

Monisankar og hans familie er taknemmelige over for Children’s Mission, som finansierer hans skolegang.