okt202111

Saawe er både lærer, skoleleder, fiskopdrætter, teglarbejder og landmand. Hans historie viser, hvordan en person med visioner kan forvandle et helt samfund, når han modtager hjælp og støtte til at gøre visionerne til virkelighed.

Saawe bor i Bulanga, Uganda. Han uddannede sig til lærer med en vision om at forandre børns liv. Men virkeligheden kom til at overstråle visionen.

I 2007, da han lige var uddannet lærer, blev han opfordret til at deltage i et seminar om iværksætteri, som Children’s Missions partnerorganisation Center for Evangelisme (CFE) afholdt for unge og forsørgere fra lavindkomstfamilier.

– Jeg lærte, hvordan man starter en virksomhed, men også hvor vigtigt det er at spare op og bruge sine ressourcer til startkapital, fortæller Saawe.

Saawe havde kun 12 kroner i startkapital, men han havde motivation og støtte fra sin kone. Og han modtog viden og værdifuld hjælp fra CFE, som hjalp ham ind i en sparegruppe, gav mikrolån og gav ham en mentor.

– Jeg havde aldrig troet, at jeg som lærer kunne starte en virksomhed, men jeg havde en vision om at starte en skole, og via et bibelord fik jeg en bekræftelse på, at det var rigtigt. Jeg besluttede at bruge min lille startkapital til at starte en skole, uden at vide, hvor den skulle ligge.

Saawe kom i kontakt med en ejendomsejer, der forpagtede jord og en lille bygning.

– Jeg startede Saawe Victory School med kun tre elever – min bror, svigerinde og svoger.

Siden da er virksomheden vokset betydeligt. I dag leder Saawe to skoler – en grundskole med 600 elever og et gymnasium.

Undervejs har Saawe stødt på mange udfordringer, ikke mindst at skaffe alle de dokumenter og tilladelser, der kræves for at drive en skole. Det har også været hårdt at få økonomi til at betale lærernes løn.

– Jeg har ofte fået at vide, at jeg ikke kan det her. Det er ikke muligt. Men jeg har en stærk vilje til at forbedre samfundet og give børnene en fremtid. Iværksætterkurset og mentorskabet har hjulpet mig med at få et lån og få virksomheden til at vokse.

I dag er Saawe ikke bare en skoleiværksætter. Han laver mursten, ejer et dambrug og driver en gård med næsten 100 geder. Det er aktiviteter, der giver job til landsbyboerne. Han er også far til otte børn, og takket være Saawes iværksætterånd kan familien få mad, skolegang og styr på økonomien.

Saawes livshistorie viser, hvordan iværksætteruddannelse kan skabe forandring for mennesker, familier og lokalsamfund. Børn får skolegang, folk får et arbejde. Samtidig er Saawe en inspirationskilde for sine omgivelser.