apr201726

John2-webSom de fleste børn i børnebyen har John en tragisk historie fra før han kom til børnebyen for fire år siden.

Det kan være, at forældrene er døde, at de har narkotikaproblemer eller er kriminelle, at de har forladt deres børn af forskellige årsager, eller at en af forældrene er forsvundet, og at den anden ikke kan klare situationen af økonomiske årsager.

Ville sandsynligvis ikke overleve
Inden John og hans søskende kom til Open Heart Children’s Village, boede de i et meget fattigt område, tungt belastet af kriminalitet og udsat for vejrets luner. Hvis de ikke var kommet til børnebyen, ville de sandsynligvis ikke have overlevet, fordi de var sårbare og underernærede og manglede opsyn af en voksen. Ingen af børnene havde gået i skole, og de havde ikke fået kærlighed og omsorg.

Ingen biologiske familie
Nu kan de udvikle sig både intellektuelt og følelsesmæssigt og tilegne sig færdigheder, som de kan bruge senere i livet. John og hans søskende har ingen fungerende biologisk familie at besøge eller få besøg af. Det betyder, at John vil bo i børnebyen i længere tid, måske indtil den dag, han er voksen og kan klare sig på egen hånd.

Fik en ny familie
I Open Heart Children’s Village har John og hans søskende nu fået en ny familie sammen med yderligere tre søskende og en ”husmor”, hvis primære ansvar er at sikre, at børnene klarer sig godt på alle måder. Til hjælp har hun en ”moster” som stedfortræder, når hun har fri. Hun har også børnebyens socialarbejdere, der yder støtte, når det kommer til kontakt med myndigheder og Johns slægtninge mm.

Trives i skolen
Efter et rigtigt hårdt første år i statens skole, hvor John mest gik rundt uden at kunne koncentrere sig om sit skolearbejde, blev det besluttet at forsøge at finde en skole, der kunne tilbyde en alternativ undervisningsform. Vi fandt en privat skole, som ganske vist koster en del penge, men som ligger i gåafstand fra børnebyen. Skolen har mindre klasser og bruger en pædagogik, der passer bedre til Johns behov. Nu trives han i skolen, og hans resultater er også blevet bedre, takket være støtteundervisning fra børnebyens ekstra lærere to eftermiddage om ugen.

Sunde og rene
Efter at Miriam, som er husmor for John, har fulgt ham i skole, går hun hjem for at rydde op efter morgenmaden, måske vaske, handle på markedet og forberede frokost.
”Jeg plejer at bruge lørdag som vaskedag, og de større børn kan hjælpe med denne opgave,” siger hun. ”Men jeg bruger meget af min tid på at lave mad og prøve at sikre, at alle er sunde og rene,” fortsætter hun.

Leger med andre børn
John hentes på skolen omkring klokken 12.30, og efter frokost hviler han sig lidt, inden det to dage om ugen er tid til ekstraundervisning. Hvis han ikke har timer, skal han alligevel lave sine lektier og samtidig nå at være ude og lege med andre børn. John kan ikke lide sport, så han spiller aldrig basketball eller lignende. Men han elsker hunde, så de får en masse opmærksomhed. Når han skal opliste de tre ting, han bedst kan lide, svarer han: ”At lege udendørs, se tv og spise god mad”.

Torbjørn & Eva-Mari Blomqvist
Ansvarlige for arbejdet i Filippinerne