jun201608

Musikskole-webHvis man er sulten, er det svært at koncentrere sig i skolen, og at gøre de gode ting, som man gerne vil. Det ved pigen Asa fra det fattige Nordbangladesh. Hun magtede ikke at få lavet lektierne, og hun sakkede derfor bagud i skolen.

Men nu deltager hun i en af de musikskoler, som projektet ”Light a light for Bangladesh” står bag. Her får hun et måltid mad og ekstra musikundervisning. Og det har forbedret hendes præstationer i skolen betydeligt.Asa bor med sine forældre i landsbyen Sadamohol. Hendes far er daglejer i en rismark, og hendes mor arbejder i hjemmet. Engang imellem arbejder moderen uden for hjemmet for at tjene lidt ekstra penge.
Asa har også en lillebror. De er nu begge startet i en ”Light a Light Tutorial School”, og begge børn har nu forbedret sig i alle skolefag – også musik.

Forældre bakker op
Asa kan nu spille harmonium og synger rigtig pænt. Hun er en af de bedste elever i hendes klasse. Hendes yndlingssange er fædrelandssange og folkesange. Hun er også interesseret i at høre Bibelens beretninger og synge sange med fagter til.
Familiens hus ligger langt væk fra skolen, og de må gå langt hver dag, men de elsker at komme i skole nu.
Asa’s forældre er glade og siger:
”Hvis vores børn ikke var kommet i Light a Light-skolen, ville vore de ikke være kommet så langt, som de er nu!”

Musik øger indlæring
”Light a Light for Bangladesh” er et projekt under Children’s Mission, som giver børn fra slumkvarterer en ny start og flere muligheder i livet. Projektet er et skoleundervisningsprogram, hvor sang og musik bliver brugt som indlæringsværktøj til at lære bangla, engelsk og matematik og samtidig stimulere børnenes kreativitet og evne til at lære. Undervisningen foregår i den lokale kirke i 4 små landsbyer i det nordlige Bangladesh. I hver af landsbyerne undervises omkring 74 børn i 15 timer om ugen af 1 musiklærer og 2 skolelærere. Alle 294 børn går også i den almindelige regeringsskole.