feb202024

Nu går Children’s Mission ind i et nyt land. Sammen med andre hjælpeorganisationer og kirker vil vi arbejde for fred og forsoning i et af verdens fattigste lande – Sydsudan.

Children’s Missions andel handler om at bygge et multifunktionelt hus i Kapoeta. Det skal bruges til undervisning på hverdage og kirke om søndagen.

Pinsekirken i Jönköping har i flere år arbejdet i Sydsudan sammen med Pinsebevægelsen i Sudan og Etiopien. Nu har de startet et stort projekt for fred og forsoning i regionen og har opfordret flere hjælpeorganisationer til at byde ind.

Sydsudan er et af de fattigste lande i verden og hårdt hærget af borgerkrig. Ifølge UNICEF er 1,2 millioner børn underernærede, og 2,2 millioner børn går ikke i skole.

”Der er flere forskellige grupper af mennesker i området, der har været i krig med hinanden i mange år. Krigen har fået befolkningen til at lide enormt, og de mangler næsten alt,” fortæller Children’s Missions generalsekretær Bo Wallenberg. Han besøgte området i februar 2019 sammen med repræsentanter fra flere hjælpeorganisationer og menigheder.

Nu begynder et stort projekt med at bygge skoler, menigheder og arbejde med kapacitetsudvikling, traumer og rehabilitering. Men også at bekæmpe fattigdom, grave brønde og tilbyde sundhedsydelser. Pinsekirken i Jönköping er projektets motor. PMU og Children’s Mission er involveret, og flere andre hjælpeorganisationer er i færd med at tilslutte sig projektet.

Children’s Missions andel er at bygge et multifunktionelt hus i Kapoeta på en grund, som projektet har fået af byens myndigheder. Huset skal bruges til skoleundervisning i ugens løb og i weekenden som kirke for en lille menighed, der ikke har et sted at samles.

Kun 20 procent af børnene i området går i skole, og så mange som 70 procent af befolkningen er analfabeter. Children’s Missions hus kan også bruges til uddannelse i grundlæggende sygepleje, uddannelse af sundhedsarbejdere, læreruddannelse og voksenuddannelse, fortæller Bengt Klingberg fra Pinsekirken i Jönköping.

Nu begynder Children’s Mission en indsamling for at bygge huset og hjælpe folket i Sydsudan. Ønsker du at støtte projektet? Læs mere i brevet, der er vedhæftet avisen.

Faktaboks om Sydsudan

  • Nationen Sydsudan blev dannet i 2011, da Sudan blev delt i to dele. I Sydsudan bor omkring 12,5 millioner mennesker. Borgerkrig har præget landet i lang tid. Omkring 400.000 mennesker døde i den sidste borgerkrig. Fire millioner mennesker er flygtninge inde i landet eller i et af nabolandene.
  • Sydsudan er et af verdens fattigste lande. Ifølge UNICEF lider halvdelen af landets befolkning af fødevaremangel, og 1,2 millioner børn er underernærede.
  • Kapoeta er hovedstaden i Kapoeta State. Der bor omkring 30.000 mennesker i byen, men i hele staten bor der omkring en million mennesker.