Det blev en anderledes sommer i Ukraine, men Children’s Mission nåede ud til tusinder af sårbare mennesker med mad, tøj, glæde og håb.
På én dag, den 12. marts, blev livet forandret for alle i Ukraine. Strenge karantæneregler blev indført: Standset offentlig transport, lukkede butikker og lukkede virksomheder. Forsamlinger blev forbudt, og folk blev opfordret til at blive hjemme. Mange mennesker mistede deres arbejde og muligheden for at forsørge deres familier. Dette gjorde Children’s Missions hjælp vigtigere end nogensinde.
– Vores by Lutsk er stadig i det røde felt, fordi vi har mange dødsfald på grund af Covid-19. Den langvarige karantæne og isolering er meget svær for alle, men især for børnene, siger Lyudmila Lonyuk, der leder Children’s Missions arbejde i Ukraine.
– På trods af begrænsningerne har vi arbejdet med fuld styrke. Vi har ikke aflyst sommerprogrammet, men blot ændret vores måde at arbejde på. Siden begyndelsen af karantænen har vi ved hjælp af frivillige distribueret 3.000 fødevarepakker til de udsatte. Fordi vi ikke kan samle folk, uddeler vi fødevarepakkerne i hjemmene, hvilket tager lang tid. Men at se børnenes strålende øjne giver os styrke til at arbejde hårdt. Vi er så taknemmelige for alle givere, der har givet penge til mennesker i nød. Jeres støtte er enormt vigtig!
Hvert år arrangerer Children’s Mission normalt en børnefestival i forbindelse med fejringen af Børnedagen. Denne begivenhed måtte også laves om – til en hjemmefestival.
– Festivalen kom i stedet hjem til børnene. I en hel måned rejste vi til forskellige landsbyer, besøgte børn og havde det sjovt sammen. Naturligvis medbragte vi også små gaver til børnene. Børnene havde forberedt sig med tegning, dans og sang. De var isolerede under karantænen og syntes det var sjovt med hjemmefestivalen. Forældre og bedsteforældre blev også involverede, siger Lyudmila Lonyuk.
I midten af juli blev restriktionerne lettet. Offentlig transport begyndte at køre, parker og legepladser åbnede ligesom butikker, frisører og caféer. Det var også tilladt at samle mindre grupper med børn.
– Sammen med kirker arrangerede vi flere daglejre for børn fra udsatte familier med sjove aktiviteter og god mad.
Da den store sommerlejr i Dubechno måtte aflyses, blev lejrgården i stedet et hjælpecenter, hvor man bagte brød og pakkede fødevarepakker og andre former for nødhjælp, som frivillige fra kirken delte ud til sårbare familier og ældre.
Hen imod slutningen af sommeren kunne mindre børnesamlinger og en festival afholdes i Dubechno, og lejrgården var igen fyldt med glæde og latter.