Missionschef Bo Wallenberg er på vej hjem efter en uge i den tyfonhærgede by Tacloban. Her fortæller han nyt om den ødelagte by for tyfonofre, som Children’s Mission byggede for 23 år siden.
Landsbyen hedder Scandinavian Village og består af 380 huse, som ligger på en bjergside cirka 15 minutters kørsel fra Tacloban. Landsbyen blev dengang opført til tyfonofre, som tidligere havde boet nær ved vandet, men som mistede deres hjem, da en voldsom tyfon også dengang ramte Tacloban.
– Den tyfon var ikke nær så slem som ”Hayian”, men ødelagde alligevel et stort antal slumhuse. I den vestlige verden bor de rigeste mennesker ude ved vandet, men i områder med mange tyfoner lever kun de fattigste ud til havet, fordi det er farligt, når tyfoner kommer. Herude kaldes de store bølger som opstår under en tyfon i folkemunde for ”dødsengle”. Dette fordi de efterlader så megen død og skader så mange mennesker, fortæller Bo Wallenberg.
Da teamet ankommer bliver de mødt af et frygteligt syn.
– Næsten alle de huse, vi lod opføre, er beskadiget, og næsten alle tage er blæst af, fortæller Bo Wallenberg. – Skolens vægge står stadig, men taget er fuldstændig ødelagt og de fleste facader har skader.
Folk, der fik deres hus for 23 år siden, kom løbende og råbte: ”Tak Jesus, du er tilbage! Gud har hørt vores bønner om hjælp!”
– Jeg kender mange af dem, fordi jeg gennem årene har besøgt landsbyen flere gange. Vi sætter os ned og taler, men jeg husker ikke meget fra samtalerne, fordi jeg er dybt chokeret over alt, hvad jeg ser og oplever, også mangel på søvn gør sig gældende. Jeg siger, at jeg har brug for at få et par timer søvn. Fire timer senere, vågner jeg op og tænker, at jeg har drømt. Men når jeg ser op, ser jeg ud på himlen gennem det store hul i taget, forstår jeg, at det ikke er en drøm, men den grufulde virkelighed.
– Jeg går ud af skolebygningen og bliver mødt af smilende, leende og syngende mennesker, som har samlet sig på skolen for at møde med mig. Filippinere er et utroligt stærkt folk som gennem århundrede har oplevet naturrens kræfter. Det ligger i deres holdning og gener at man hjælper hinanden og begynder forfra.
Bo Wallenberg mødes med landsbyens beboere, som fortæller om ødelæggelserne og hvad de har oplevet.
– De fortæller os, at ved middagstid om fredagen, lød det som om et tog var på vej imod landsbyen. Lyden og vindene blev stærkere og stærkere, og pludselig var orkanen over dem.
Alle søgte ly i deres huse. Vindene steg støt i styrke og snart begyndte lofter og vægge at blive ødelagt. En mand fortalte, at han og hans familie søgte ly under sengen og bad til Gud om at overleve. Manden ser på mig, smiler og siger: ”Det var heldigt, at orkanen kom om dagen; det have været værre om natten.” Filippinere er et vidunderligt folk, der kan finde noget positivt i den værste elendighed.
– Jeg spørger beboerne: ”Hvis I var i mit sted og vidste at der ikke var penge nok til at genopbygge alt, hvad ville I så gøre?” Alle var enige om, at første prioritet må være at genopbygge skolen! Uddannelse er vejen ud af fattigdommen og er med til skabe håb for børnene. Børnenes liv er nødt til at komme tilbage i en normal rytme. Derfor skal skolen genopbygges først. Den vil også tjene som et samlingspunkt for dem, der ikke har tag over hovedet, når det regner.
Tilbage i Manila er Thord Dahl og Bo Wallenberg enige om, at skolen skal genopbygges så hurtigt som muligt.
– Vi vil bruge penge som indsamles i Norden og begynde arbejdet hurtigst muligt. Min drøm og håb er at det ikke kun bliver skolen, men at hele landsbyen kan få hjælp, siger Bo Wallenberg og slutter med denne historie:
– En ældre mand i landsbyen ”Scandinavian Village” så mig dybt i øjnene og sagde: ”Herre, da vi fik husene af Children’s Mission for 23 år siden, fortalte du, at disse huse var et bevis på GUDS velsignelse, et bevis på at han elsker os. Det kan jeg sige er sandt, for ingen i landsbyen døde!”
