Bo Wallenberg er på vej hjem efter en uge i den tyfonramte by Tacloban. Hvad han så, trodser enhver beskrivelse.
Children’s Mission var en af de organisationer, som var først fremme i den tyfon ramte storby Tacloban.
– At være først betyder, at være dem som må tage sig af de sårede og døde, og at du bor under de samme forfærdelige forhold, som den berørte lokalbefolkning. Der er mangel på mad, vand og infrastruktur. Ja alt er ødelagt, fortæller Bo Wallenberg i dette tilbageblik over hjælpearbejdet efter katastrofen, hvor en ”monstertyfon” af uset format ramte Filippinerne og især byen Tacloban forrige fredag.
Children’s Mission samarbejder med Humedica fra Tyskland, som er specialister i håndtering af katastrofesituationer.
– Vores lokale afdeling i Filippinerne er klar til alt det praktiske, og sørger for at det første redningshold hurtigt er på plads. Humedica der har specialiseret sig i nødhjælpsopgaver over hele jorden med medicinsk behov, sender et hold på otte personer indenfor 24 timer.
Da teamet når Manila, bliver de sendt videre med Philippine Air Force til Taclobans lufthavn. Herfra transporteres de i helikopter, direkte til byens centrum.
– Teamet når knap nok ud af helikopteren, før folk bønfalder om hjælp. Den første time bliver 120 patienter behandlet, fortæller Bo Wallenberg.
Medens det første team opererer i Tacloban sendes i biler et nyt team afsted fra Manila med vand, mad og forsyninger. I mellemtiden flyves endnu et team samt medicin og hospitalsudstyr fra Tyskland.
– Med os har vi 1000 kg medicin, forbindinger og meget andet. Teamet i Tacloban mangler vand og mad!
Det er kø i Manilas lufthavn af de mange, der vil med for at hjælpe i Tacloban, men Bo Wallenberg og teamet fra Humedica får omsider lov til at flyve med militærfly til den ødelagte storby. Her beskriver han det syn, han så ved ankomsten:
– Alt er væk alt er blæst fra hinanden. Den bedste beskrivelse jeg kan give er, at en stor bombe er eksploderet over Tacloban. Byen er jævnet med jorden. Det værste er de få kilometer fra lufthavnen til byens centrum. På dødens vej, som jeg kalder den, tror jeg kun at knap 5 procent af bygningerne står tilbage!
– Pludselig mødes jeg af en forfærdelig stank. Langs hele vejen ligger de døde. Halvdelen i ligposer og halvdelen uden. Ligene er svulmet op til næsten dobbelt størrelse og i en farve jeg aldrig tidligere har set. Det er svært at tro, at det virkelig er døde mennesker.
Bo Wallenberg forsætter sin øjenvidneberetning i næste nyhed.
