På trods af pandemi og tyfoner er Children’s Missions ernæringsprogram i fuld gang for at hjælpe undervægtige børn i Manilas slumkvarterer.
Sitio Pintor er et lossepladsområde, hvor familier bor og kæmper for at forsørge sig ved at samle affald. I dette område er mange børn underernærede og sent udviklede.
På nuværende tidspunkt hjælper Children’s Mission Philippines 50 børn i alderen 1-6 år. Ernæringsprogrammet handler ikke kun om at give børn nærende mad, men også om at opmuntre og hjælpe forældre med information og uddannelse. Forældrene lærer desuden at tilberede nærende mad til deres familier for en overkommelig pris.
Sammen med lokale kirker og frivillige driver Children’s Mission projektet FAITH (Food Always In The Home). Det handler om at hjælpe familier med at dyrke frugt og grønt.
En af mødrene i FAITH-projektet hedder Rona Recanna. Hendes søn er undervægtig og får hjælp i ernæringsprogrammet, og moren er nu også begyndt at dyrke en køkkenhave. Hun har plantet bananer, aubergine, citrongræs og andre frugter og grøntsager. Haven giver mad til hende og hendes familie og har bidraget til at forbedre barnets sundhed. Sønnen har taget et kilo på i de tre måneder, han har deltaget i ernæringsprogrammet, og har også forbedret sin sprogudvikling og sine sociale færdigheder.