Children’s Mission har uddelt køer til udsatte familier i Moldavien. Nu fortæller nogle af familierne, hvad gaverne betyder.
Larissa bor alene med to sønner. Hun har en deform arm, som gør det svært for hende at arbejde. Sidste sommer fik hun en ko i gave fra Children’s Mission. Den var drægtig og fødte en kalv. Nu er koen blevet drægtig igen.
– Jeg er både Gud og Children’s Mission meget taknemmelig for den ko, vi har modtaget. Mælken forbedrer vores helbred og giver os mad på bordet hver dag, siger hun og viser stolt frem den ost og yoghurt, hun har lavet af mælken.
Larissa er så stolt af sine børn, og hendes største drøm er, at de får en bedre fremtid.
– Jeg vil sælge kalven for at få penge til børnenes skolegang. Min ældste søn er ved at uddanne sig til elektriker. Nu skal hans bror starte på en erhvervsskole og uddanne sig i IT, fortæller Larissa.
Oksana og Grigori har tre børn på hhv. 9, 10 og 16 år. Før børnene blev født, havde parret deres egen ko. Takket være Children’s Mission er den drøm blevet mulig igen. De har fået en ko, der nu også har født en kalv.
– Tidligere skulle vi købe mælk til en høj pris. Det undgår vi nu. Samtidig kan vi selv lave smør og ost. Når vi ingen penge har, kan vi i det mindste give vores børn mælk. Vi har også ænder, der giver os æg og kød. Min mand arbejder i hovedstaden. Hver uge sender jeg ost til ham, som han kan spise i løbet af ugen, fortæller Oksana.
Hver morgen fører Oksana koen ud på græs. Midt på dagen tilser hun koen og fører den hen til en kilde, hvor den kan drikke. Om aftenen henter familien koen hjem.
Parrets 10-årige søn har en svær CP-skade og har brug for meget hjælp. Familien får ingen hjælp fra staten, men skal selv købe medicin, bleer og hjælpemidler. De har ikke råd til genoptræning.
– Om vinteren er det svært at bo her. Det bliver koldt, og der falder meget sne. Men har du brænde at fyre med, og mad, som du har opsparet fra sommeren, kan du klare dig, siger Oksana.
Selvom familien har det svært, vil de også gerne hjælpe andre.
– Vi planlægger at give kalven væk til en anden familie, der har det meget svært.
I Children’s Missions webshop kan private give gaver, der gør en forskel. Der er mulighed for at give en ko, men også geder, grise, høns og bistader.
I sommeren 2023 modtog 10 familier i Moldova hver sin ko takket være penge fra webshoppen. I 2024 blev køer fordelt til yderligere seks familier.