Hvor ender alt det tøj, vi samler ind? Hvem får pengene, der øremærkes til fødevarepakker i Ukraine? Children’s Missions medarbejdere er fulgt med hjælpen ud til de udsatte familier.
Vi er langt ude på landet i Ukraine. Her er jorden frugtbar, og i hver have dyrkes der grøntsager. Mange familier har en ged, en ko eller nogle kyllinger i baghaven. Men selvom det ser idyllisk ud, står problemerne i kø.
Arbejdsløsheden er høj, og selv hvis man er i arbejde, er lønnen ekstremt lav. Med fødevarepriser, der stiger konstant, er det svært at skaffe mad på bordet til familien. Der er slet ikke penge til at vedligeholde husene, og facaderne krakelerer. Husene opvarmes med dårlige brændeovne, så om vinteren er det vigtigt at polstre og pakke sig ind, for det bliver rigtig koldt – også indendørs i de utætte huse.
Mange finder trøst i billig spiritus, og i dette område har cirka 60 procent af den voksne befolkning problemer med alkohol.
Det er til områder som dette, Children’s Missions når ud med hjælp. Missionen kommer med madpakker og brugt tøj for at hjælpe de mest sårbare til en lidt mere udholdelig hverdag.
Elendighed, men også håb
Vi fylder bilen med mad og tøj og rejser på en lille, kroget og ekstremt ujævn grusvej ud til en af de mange sårbare familier. Her bor en arbejdsløs enlig mor med fem børn.
Moren viser os rundt i huset og haven. Hun viser de høns, der lægger æg til familien og valnøddetræet, der giver en god høst hvert år. Men vi ser også revnerne i husets vægge og det primitive køkken uden rindende vand. Toiletbesøgene foregår på et udendørs das, som er lige ved at falde sammen. Når det har regnet, kan familien tage bad i en selvbygget udendørs bruser, hvor regnvandet samles og anvendes. Men det kan kun lade sig at gøre om sommeren. Om vinteren er det ikke en mulighed.
Moren fortæller om frustrationen, når pengene ikke rækker til at brødføde børnene, og når der ikke er penge nok til at købe nyt tøj i takt med, at det gamle bliver slidt og går i stykker.
Nyt sæt tøj
Men ikke alt er håbløst. Denne kvinde holder sig væk fra spiritus, børnene kan lide hinanden og virker glade på trods af snavset og de primitive omgivelser. De ældre børn går i skole med det formål at få et arbejde i fremtiden og kunne forsørge sig selv.
Det brugte tøj vi har med, er indsamlet i Sverige og sendt til Ukraine med lastbil. Det koster lidt i forsendelsesomkostninger, men det er enormt værdsat af modtagerne. Tøj er dyrt i Ukraine, og hver beklædningsgenstand, vi giver, bliver brugt. Nu kan alle børnene i denne familie få et nyt sæt tøj.
Vi har også medbragt en pakke med basale fødevarer som mel, sukker, ris og madolie. Det falder tydeligvis på et tørt sted i det næsten tomme køkken.
Eva Ruderstam
Fakta om Children’s Mission i Ukraine:
* Samarbejder med 300 organisationer, regeringer, kirker og skoler.
* På mindre end 25 år er 8.000 tons humanitær bistand blevet distribueret.
* Den humanitære bistand består af tøj, mad, medicin, medicinsk udstyr og handicaphjælp.
* Hvert år modtager 200.000 mennesker i Ukraine hjælp fra Children’s Mission.