jan202402

Madlavning og undervisning om mad forbedrer sundheden for undervægtige børn på Manilas lossepladser.

I udkanten af ​ Filippinernes hovedstad Manila, ligger Sitio Pintor-lossepladsen. Vejen dertil er stærkt trafikeret af skraldebiler, der kommer for at tømme deres affald.

Så snart de har afleveret deres last, skynder folk sig frem. De lever af at sortere affaldet. Metaller og plastik kan sælges for mindre beløb og forhåbentlig give mad til dagen og vejen for familierne.

Omkring 5.000 mennesker bor på lossepladsområdet. Mødre, fædre og masser af børn bor i simple skure på lossepladsen, uden vand og kloakering. Her er ingen skoler og ingen sundhedsfaciliteter.

Alligevel er situationen blevet bedre.

– For nogle år siden var situationen her endnu værre. Dengang var der skrald overalt. Nu er affaldet sorteret bedre, og de mennesker, der bor her, holder orden, så godt de kan. Det lugter heller ikke så slemt, som det gjorde før, siger Carol Talosig fra Children’s Mission. Hun er sygeplejerske og besøger Sitio Pintor flere gange om ugen sammen med sine kolleger fra Children’s Mission.

Mødre med børn kan komme til Children’s Missions mobile klinik for et grundlæggende helbredstjek. Børn, der er svært undervægtige, tilbydes at deltage i Children’s Missions 120-dages ernæringsprogram. Forældre og børn samles tre gange om ugen i et mødelokale på området, der også bruges som kirke. Her bliver de undervist i nærende og billig mad. De laver mad sammen med Children’s Missions medarbejdere og spiser sammen.

En af deltagerne er Joy med sin datter Sofia. Sofia er otte måneder gammel og undervægtig. Nu er Joy gravid med sit andet barn. Hun ved ikke rigtig, hvornår hun skal føde, men bliver fulgt op af Children’s Missions sundhedsteam.

Hendes veninde Paula deltager også i undervisningen sammen med sine to børn, som gumler på dagens måltid: kylling, nudler, ris og grøntsager.

– Jeg er så glad for at være en del af ernæringsprogrammet. Mine børns helbred er i bedring, og det er jeg taknemmelig for, siger hun.