jun202320

Da Mariam Nacoulmas mand døde, havde hun ingen anelse om, hvordan hun skulle forsørge sine fem børn. Men takket være Children’s Missions uddannelse i iværksætteri har hun nu en lille virksomhed, hvor hun sælger grød og hirsekager.

Mariam kom i kontakt med Children’s Mission, da partnerorganisationen Empe organiserede en informationskampagne om Covid 19 i hendes landsby, hvor meget få havde adgang til information via tv eller radio.

Mariam og andre landsbyboere lærte også at producere sæbe og fik grundlæggende viden om, hvordan man starter små, enkle virksomheder.

Siden da har Mariam produceret sin egen sæbe, både til familiens behov og til salg. Hun har også startet en lille forretning, hvor hun sælger morgengrød og hirsekager. Grøden koster mellem 50 øre og en krone for en portion, og hirsekagerne sælges for 25 øre stykket. Men det giver alligevel Mariam en lille indtægt.

– Jeg har omkring 50 kunder hver morgen. Nogle gange slipper grøden op, og jeg må bede mine kunder om at komme tidligere dagen efter. Jeg sælger også små kager lavet af hirse, frugt og grønt. Jeg bruger indkomsten til at forsørge mine børn.

Mariam er også med i en selvhjælpsgruppe, hvor medlemmerne sparer op sammen og kan låne penge i den fælles sparekasse.

– Jeg vil gerne øge min forretning og forbedre mit hus, og trin for trin tror jeg på, at jeg når mine mål, siger Mariam Nacoulma.