Familiens hus blev bombet

– nu får de hjælp fra Children’s Mission

Da krigen kom til Allas landsby, blev hvert eneste hus ødelagt.

Alla og hendes børn overlevede takket være at have søgt ly i en kælder, da deres hus blev bombet.

De flygtede hovedkulds og bor nu som flygtninge i det vestlige Ukraine, hvor de modtager hjælp fra Children’s Mission.

Dette er hendes historie:

Mit navn er Alla og jeg kommer fra Mykolaiv-regionen og en lille landsby kaldet Ternovi Pody. Dér voksede jeg op, studerede, blev gift og fik to børn. Min mand og jeg kan begge lide dyr, så vi skabte en lille gård med 15 køer. Men for et par år siden blev min mand alvorligt syg og døde.

Om morgenen den 23. februar 2022 modtog jeg et telefonopkald fra min søster, der bor i Rusland. Hun sagde: ”Flygt med jeres børn, for i morgen kommer krigen.” Jeg kunne ikke tro det og blev sur på min søster. ”Hvilken krig? Det er kun politikere, der vil gøre os til fjender. Min landsby er rolig og fredelig.” Men om natten kunne jeg ikke sove. Jeg lå bare og tænkte på min søsters ord om krigen.

Klokken halv seks om morgenen hørte jeg bulderet fra de allerførste bomber og granater. Jeg løb hen til vinduet og så militærkøretøjer køre langs vejen. Vores lille landsby var havnet midt i krigen. Militæret kom til vores gård og tog en stor tyr. ”Soldaterne er sultne,” sagde de. Naboerne forsøgte at beskytte mig, men de blev skubbet væk og truet med tæsk.

På krigens tredje dag kom russiske agitatorer til landsbyen og råbte, at den russiske fred ville vare evigt. Der ville komme busser for at tage folk med til Rusland, hvor vi skulle få det godt.

Men vi så bestemt ikke nogen russisk fred. Vi fik snarere blot et par dage senere set krigens grusomhed tæt på. Et mobilt krematorium blev placeret i udkanten af ​​landsbyen. Dér blev ligene af dræbte russiske soldater brændt. En frygtelig lugt og røg spredte sig over landsbyen. Biler kørte til krematoriet både dag og nat.

Vi levede hver dag, som om det var den sidste dag i vores liv. Vores hyggelige landsby med 65 huse, hvor folk plejede at nyde livet, blev en spøgelsesby. Alle, ja, alle husene i landsbyen blev ødelagt.

Da bomberne ramte vores hus, overlevede vi mirakuløst, fordi vi gemte os i en kælder uden for huset. Det var ikke længere muligt at blive i byen. Jeg, mine børn og min mor forlod alt, hvad vi havde bygget op gennem mange år. Vi kørte alle vores køer ud på en mark og flygtede, så vi kunne overleve.

Med Guds hjælp nåede vi til det vestlige Ukraine, hvor vi kom i kontakt med Children’s Mission. Vi er så taknemmelige for den hjælp, vi har modtaget og fortsat modtager. De hjælper os med mad, tøj og sko til hele familien, samt skolematerialer til børnene.

Når jeg takker dem, siger de bare: ”Gud velsigne dig! Sammen er vi stærke!”. Jeg takker Gud for Children’s Mission og for alle de givere, der hjælper os og alle andre med at overleve krigen.