Lille Jobeline var skind og ben, da hun kom til Hill of Grace udenfor Manila. Nu tager Children’s Mission sig af hende.
– Jeg finder familien Doran udenfor den nye Hills of Grace klinik. I sin favn holder moderen en lille pige, som er så rædsomt mager, at jeg aldrig har set noget lignende. Hun ser ud som en lille fugleunge med sine tændstiktynde arme og ben.
Det fortæller Birgitta Dahl, der sammen med sin mand Thord, leder Children’s Mission på Filippinerne.
Hun fortsætter:
– Pigen gemmer sit lillebitte ansigt i moderens favn, græder stumt og vil ikke være med længere – jeg tror næsten hun allerede har bestemt sig for ikke at leve.
Udtrykket ”Hun er kun skind og ben” har sjældent været så velvalgt som på Jobeline. For det hedder hun; denne lille pige, som er 2 år gammel og vejer 3,6 kg.
Havnede på lossepladsen
Jobeline er den yngste i en familie med seks børn. Før i tiden boede hendes familie i en fiskerby ude ved havet. En dag brænder deres hjem ned til grunden. Alt forsvinder, den lille tryghed de trods alt havde i fattigdommen er borte – alt er væk.
Så bestemmer faderen sig til at tage sin kone og børn med til storbyen Manila, hvor der sikkert findes et nyt liv med en god løn. Virkeligheden bliver en anden – men meget almindelig. Familien havner på lossepladsen i Rodriguez, hvor de begynder at sortere affald. Ingen af børnene kan gå i skole og lillesøster Jobeline er ved at dø af sult.
Eksperter i underernæring
– Min første tanke, da jeg så hende var: ”Åh, vi må køre hende hen til et sygehus, så hun kan få noget professionel hjælp og medicin!”, siger Birgitta Dahl.
Men Children’s Mission har egne eksperter i underernæring. Der findes to forskellige slags: ”Marasmus”, som er når det lille barn ikke har fået tilstrækkelig med mad i en længere periode og ”kwashiorko”, som er når barnet har fået forkert mad helt uden proteiner.
Den første slags børn har ingen muskler til at bære sig og vil senere blive opsvulmede i kroppen af væske. Jobeline er et lille marasmus-barn, og hun kommer ind på Hills of Grace for at få hjælp og rehabilitering, fortæller Birgitta.
– De første dage er hun helt apatisk og ligger bare i sengen. De store sorte øjne kigger næsten trodsigt på de besøgende.
Et forsigtigt smil
Men det tager ikke mere end to uger før hun sidder i en høj stol og piller ris og grøntsager op fra sin tallerken.
– En dag da jeg kigger ind til hende, løfter hun sin lille hånd og vinker med et forsigtigt smil om munden. Den dag jeg fandt hende med en bunke Lego Duplo tænkte jeg: ” Du er en fighter, Jobeline! Du skal nok klare det og blive en stor og dygtig pige. Du skal nok blive en stjerne i skolen – og hvem ved, måske en som til sin tid hjælper andre videre i livet.”
