Pigen Alexandra bor med sin familie på lossepladsen Payatas i Filippinernes hovedstad Manila. Heldigvis kan hun gå i skole hos Children’s Mission.
Lugten fra lossepladsen i Payatas kan mærkes længe før man kommer tæt på. Især på de regnfulde dage, hvor der stinker af råddent madaffald. Kun få hundrede meter fra lossepladsen ligger Children’s Missions, Molfrid Center, hvor der blandt meget andet er skole for omkring 100 børn i alderen 6–9 år.
En dag besøgte Birgitta Dahl fra Children’s Mission en af skolens elever. Hendes navn er Alexandra, og hun går i tredje klasse.
Hver dag giver mor Julie sin datter skoleuniformen på og følger hende i skole.
– Man ved aldrig, hvad der kan ske undervejs i det område. Det sker at børn bliver kidnappet og forsvinder, fortæller Birgitta Dahl.
Familien består af mor Julie, far, Alexandra og hendes yngre bror, som er seks år. De er blandt de millioner af mennesker, som har forladt livet på landet for at søge lykken i den store by.
– Dog havde de ikke forestillet sig, at de skulle bo på en losseplads. De har nu boet i Payatas i 8 år, og der er sket meget lidt for at miljøet skulle føles bedre og tryggere at bo i, fortæller Birgitta.
Huset består af rå cementblokke og ligger lige uden for affaldsbjerget, hvor alle former for affald kommer til.
Nyvasket tøj hænger på tøjsnoren, for hel og ren er du nød til at være. Familien køber alt det vand, de bruger, fra en nabo, og det koster 8 kr. om dagen. Elektriciteten er en tyvforbindelse til naboen, som de betaler 4 kr. om dagen for.
– Deres indtægt er minimal, fortæller Birgitta. – Faderen arbejder som affaldssorterer, og tjener højst 40-60 kr. pr dag.
Mor Julie bruger tre dage om ugen på at finde madrasser, puder m.v. der er smidt på lossepladsen, og for det tjenerhun ca. 24 kr. om dagen.
Birgitta spørger mor Julie, hvad hun ønsker mest af alt for sine børn. Hun svarer, at hun ønsker, at de kan få en uddannelse, for det vil betyde at de kan flytte væk fra Payatas og få et job og dermed leve et bedre liv.
– Jeg deler dette ønske med hende af hele mit hjerte, fortæller Birgitta og forestiller sig lille Alexandra i hvid sygeplejeuniform på et hospital et eller andet sted i Filippinerne.
– Hendes glade smil vil kunne opmuntre og trøste de syge og hun vil med taknemmelighed tænke tilbage på det tidspunkt, hvor hun fik hjælp med sin skolegang fra Children’s Mission, slutter Birgitta Dahl.
