Næsten alle dyrene er døde. Og folk ved ikke, hvornår de får noget at spise næste gang. I den lille landsby uden for Lokichoggio i Kenya, lige på grænsen til Sydsudan, har tørken skabt akut hungersnød. Kea Arnlund fortæller om sultkatastrofen.
Torsdag morgen den 16. marts. Vi forlader byen Loke på en nyanlagt grusvej mod nordøst, bag det store Mogilla-bjerg. Snart møder vi et par kvinder, der har sat deres tunge bagage med tørt græs.
”De er på vej til byen for at sælge. Måske tjener de et par hundrede shilling at købe mad for, siger Joseph, min kollega i Ledo.
– I vil snart mærke lugten af døde dyr, siger kvinderne.
Lidt længere fremme ser vi en lille flok æsler. De ser alle betydeligt magre ud, med ribben, der let kan tælles. Når jeg ser et æsel bide af en meget tør og tilsyneladende døde lille busk, forstår jeg, at dyrene har det svært – og naturligvis også mennesker!
Vejen og landskabet bliver mere og mere stenet og ufrugtbart, og snart når vi landsbyen Lotengan Erus. Erus betyder kilde. Og ganske rigtigt, lidt senere ser vi en meget grønlig spejling af en slags dam. Der er også et glimt af kameler. Kamelerne synes at klare sig bedst i den vedvarende tørke.
’Alle dyr er døde af tørke’
På begge sider af vejen er store bunker af døde dyr og skeletrester. Som af ingenting dukker mennesker op, børn, voksne og ældre. En mand med bar overkrop og rød kasket begynder straks en livlig samtale, hvori han peger på jorden og trækker sin finger over sin hals.
– Hvad siger han, spørger jeg.
– Han hedder Esekon Nang’ole og fortæller, at alle hans dyr nu er døde på grund af tørken. Resterne af hans dyr ligger i bunken af knogler og kadavere.
– Dette er mandens børn, som vogter hans geder og får, siger Joseph, og peger på en dreng og en pige i 10-årsalderen.
– Nu børnene har ikke noget at lave og næsten ikke noget at spise. Det spiste noget det sidste for to dage siden og ved ikke, hvornår de får det næste måltid!
– Hvorfor trak manden sin finger over halsen, spekulerer jeg.
– Han sagde: ”Når alle dyr er døde, og der ikke er mere mad tilbage i huset, havde jeg besluttet at gå afsides og skære min hals over. Jeg var så desperat! Men så tænkte jeg på børnene, selvfølgelig!”
På den anden side af vejen sidder en flok ældre mænd og kvinder på hug. Synet er grotesk, for at sige det mildt! Foran dem ligger endnu en stor bunke kadavere og knogler.
Vi spørger om vi må besøge et hjem. Ja, det må vi gerne.
Lidt majs og en grøn plante til to personer
Et par hundrede meter mellem blandt buske og krat og stenet terræn, kommer vi til nogle meget enkle hytter. En hytte er bygget sammen med en lille busk, og en anden er delvis dækket af plastik, pap eller lignende. Lige til højre på tre små sten ser vi en lille gryde med noget, der er kogt i vand.
Emoru Etapar kommer med et af hendes børn på hoften og rører i gryden med et par spisepinde.
– Hvad laver du? Spørger jeg.
Hun løfter pindene, og jeg ser majskerner og en eller anden grøn plante.
– Dette er ”erut” siger Emoru. – Den skal koges i mange timer, for at vi kan spise den; ellers er den meget giftig. Vi kan stadig plukke denne frugt på træer i nærheden.
– Men majsen, hvor længe rækker den og til hvor mange? Jeg tænker, at gryden er for lille, når man ser alle de, der står omkring dig.
– Vi er syv voksne og otte børn, siger Emoru og stiller et krus med lidt majs og erut på jorden.
– Det bør være tilstrækkeligt til to personer, siger hun.
– Hvornår får I så mad næste gang?
– Det ved jeg ikke …
Vi kører videre langs den stenede vej. Et par kilometer forude ligger en anden landsby. Der er også en lille vandkilde. Nogle æsler drikke fra en gryde. Vi søger ned til kilden. Det ser ud til kun at være et par liter tilbage mellem klipperne.
’Dette landsby har brug for hjælp!’
– Lopeli-kilden hedder den, og kilden betjener 12 familier her, siger en gammel mand ved navn Eymo Ekaskut, der synes at være ejer af nogle magre æsler.
Han peger ud over landskabet, og vi forstår, at det er igen den samme historie. Alle andre dyr er døde!
At dyrene dør rundt omkring, får vi bevis for på vej hjem, da en stor rovfugl letter fra et frisk kadaver, hvor ribbenene lyser rødt.
– Denne landsby har brug for hjælp, og det skal snart, siger vi til hinanden, Joseph og jeg, idet vi prøver på at fordøje alle de stærke indtryk og de gribende historier om, hvad der sker lige på vores dørtrin.
– Hver skal vi målrette vores indsats, med de penge, vi får fra vores venner i Children’s Mission, siger Joseph.
Af Kea Arnlund, Children’s Missions udsendte til Lokichoggio i det nordvestlige Kenya
