jan201527

BettyMwere-webBetty Mwere fra Uganda støber mursten af den klæge lerjord. Med fortjenesten kan hun sende sine børn i skole.

Teglsten i tusindvis. Betty Mwere opdagede sine egne muligheder på Devents Iværksætterskole i Bulanga, Uganda. I dag kan hun forsørge sig selv og sin familie af den gode lerjord, som er på hendes egen grund.

Da Betty Mwere startede på Devents Iværksætterskole, havde hun flere børn at forsørge på egen hånd – men ingen indkomst. Gennem uddannelsen fik hun hjælp til at se sine egne muligheder. Hun indså, at hun og familien kunne leve af den lerjord, som er på hendes egen mark, og som egner sig godt til at lave teglsten af.

Sammen med tre betroede medarbejdere begyndte Betty at hakke leret løs, og møjsommeligt lavede de teglsten, som de kunne sælge videre. Det er hårdt arbejde, men fordi råmaterialet allerede findes på hendes egen jord, kan forretningen godt betale sig. I løbet af en dag kan Betty og hendes medarbejdere producere op mod 1000 teglsten.

Nu er Bettys situation fuldstændig forandret. I dag kan hun forsørge sine børn, og hun har råd til at sende dem i skole. Samtidig skaber hun arbejdspladser og videregiver sin viden ved at hjælpe naboer med at starte eller effektivisere egne virksomheder.