Children’s Missions arrangerer julefester for over 100.000 gadebørn og fattige familier rundt om i verden. Der er uddeling af madpakker til fattige familier og julefester med julegaver og krybbespil om Jesus fødsel, fortæller daglig leder Henning Geertsen i et julebrev, der netop er sendt til alle, der følger med i Children’s Missions arbejde.
Henning Geertsen skriver:
Nu nærmer julen sig med stormskridt, og alle børn ser frem med forventning. I de fleste familier skriver børnene lister med deres juleønsker, og på juleaftenen, når pakkerne er placeret under juletræet, skal man som barn lige mærke efter, om det nu også er den rigtige julegave. Jeg tror, mange voksne vil kunne genkende sig selv i samme situation, måske huske tilbage, smile lidt og blive helt varm om hjertet.
Men sådan oplever mange børn det ikke!
Der findes også en anden virkelighed som f.eks. gælder alle gadebørnene som år efter år drømmer om at netop julemanden skal komme forbi med deres første julegave i livet. Disse børn kan befinde sig lige midt iblandt os, de spejder måske ind gennem julevinduet og drømmer sig bort. Alle børn har drømme, og de fattige og udsatte børn drømmer om at være med til at fejre julen, og ikke kun være statister og skulle se på. Er det min fejl, at julemanden ikke kommer, eller har jeg ikke været sød? Jeg spørger mig selv, hvor mange børn udover jorden, som på juleaftenen ligger og græder sig i søvn.
Men mange børn har større problemer end ønsket om en julegave – for dem er det en kamp på liv og død: Vil jeg overleve kulden til i morgen? Vil jeg blive udnyttet på selve juleaftenen? Orker min krop at kæmpe mod sulten endnu en nat?
Ingen skal behøve at stå udenfor
Det er her, at Children’s Missions mange julearrangementer kommer ind og forvandler mørke til lys. Vi arrangerer julefester for over 100.000 gadebørn og fattige familier rundt om, hvor vi arbejder. Der er uddeling af madpakker til fattige familier og julefester med julegaver og krybbespil om Jesus fødsel.
Du kan være svaret på et barns drøm!
Det er nemlig, når vi står sammen, at vi med Children’s Missions mange julearrangementer kommer ind og forvandler mørke til lys. Vi ønsker, at alle børn skal have mulighed for at opleve julens glade budskab og Jesu åbne favn.
Til slut vil jeg takke alle for det I allerede har gjort og givet til Children’s Missions arbejde.
Jeg ønsker alle en rigtig glædelig og velsignet jul og et godt nyt år.
Henning Geertsen
Daglig leder