sep201205

Children’s missions musikprojekt “Light a Light for Bangladesh” vinder begejstring hos Indiens største musik-ikon Anoushka.

Hun er datter af den den legendariske musiker Ravi Shankar, der bl.a. spillede sammen med Beatles og deltog i støttekoncerten for Bangladesh sammen med George Harrison i 1971. Og søster til Norah Jones, der med sine bløde ballader har taget hele verden med storm.

Anoushka sender sine hilsner til deltagerne i Children’s mission projektet ”Light a Light for Bangladesh”, der arrangerer støttekoncert den 9. september på Kulturkajen i København.

– Jeg er så begejstret over at høre om det arbejde ”Light a Light for Bangladesh” gør, siger hun i en hilsen til Children’s Mission. – Musik er en af de mest kraftfulde måder at udtrykke sig selv på, og til at skabe forbindelser mellem mennesker.

– Jeg bliver så ked af det, når jeg tænker på, at der er mennesker ude i verden, der ikke har adgang til musikalsk uddannelse på nogen måde. For det er så vigtigt for alle mennesker, uanset baggrund, at kunne lære om musiktraditioner og have mulighed for at udtrykke sig musikalsk, siger Anouskha.

Light a Light–koncertens overskud går ubeskåret til et musikskoleprojekt i Bangladesh, der skal give gadebørn muligheden for at bruge musikken som basis for en indlæring, der senere vil kunne give adgang til det traditionelle skolesystem. Koncerten åbnes af Bangladesh’ ambassadør for Danmark og Sverige Mr. A.F.M. Gousal.